Logo

Familieterapi og psykoterapi

Jeg hedder Pernille og er uddannet familieterapeut og certificeret psykoterapeut med mange års specialiseret erfaring i at hjælpe familier, børn, unge og voksne til bedre trivsel – jeg er også klar til at hjælpe dig og jer.

Kontakt mig for at høre mere

Om mig

Pernille - Familieterapeut

Jeg hedder Pernille, er 50 år gammel og bor sammen med min mand i Javngyde, lidt uden for Ry i Østjylland. Sammen har vi tre store børn på hhv. 16, 20 og 23 år, hvoraf de to yngste stadig er hjemmeboende.

Jeg blev uddannet pædagog for snart 25 år siden og har altid arbejdet med børn, unge og familier med forskellige udfordringer. Sideløbende har jeg uddannet mig til narrativ og systemisk familieterapeut samt psykoterapeut MPF.

Jeg har mange års specialiseret erfaring med at arbejde med børn, unge, forældre og familier, bl.a. som familieterapeut i en stor kommune. Sideløbende med min private praksis arbejder jeg i dag som terapeut i et tilbud for unge voksne, der er vokset op i hjem, hvor der var/ stadig er alkohol- eller andre rusmiddelproblematikker i familien.

Du kan læse mere om min baggrund her. Læs mere…

Jeg tilbyder

Familieterapi

Jeg tror på, at vi som forældre gør det bedste, vi kan, ud fra de forudsætninger, erfaringer og den viden, vi har med os. Vi kan alle miste fodfæstet og stå over for udfordringer i hverdagen og i familien, som kan være svære selv at få vendt i den retning, vi ønsker for vores liv.

Mange familier opsøger familieterapi, når de oplever mistrivsel hos et eller flere børn i familien, udfordringer i forældrerollen, eller kriser og konflikter i familien, som det kan være svært selv at komme videre fra.

Jeg skaber et trygt samtalerum for jer og støtter jer netop der, hvor I befinder jer. I samtalerne vil jeg være nysgerrig og undersøgende på, hvordan vi bedst muligt kan forstå jeres families mønstre, dynamikker, adfærd og ressourcer. Jeg tror på, at jeres relationer – som indimellem kan opleves udfordrende – samtidig kan danne grundlag for de forandringer, I ønsker i jeres familie.

Nogle gange vil det være tilstrækkeligt, at samtalen foregår sammen med jer forældre, mens det andre gange giver mening at mødes med flere fra familien eller hele familien. Det kan også være relevant, at barnet har nogle samtaler hos mig alene.

Mistrivsel hos børn kan komme til udtryk som

  • Bekymringer og ængstelighed
  • Modløshed og tristhed
  • Udadreagerende adfærd
  • Søvnproblemer, uforklarligt ondt i maven eller andre psykosomatiske symptomer
  • Lavt selvværd
  • Svært ved at komme i skole
  • Udfordringer i samspil og relationer med andre
  • Stresssymptomer
  • … og mange andre tegn på mistrivsel

Forældrerådgivning

Det kan være udfordrende at være forældre med alt det, der følger med. Vi lever i en tid, hvor børnefamilier har meget at se til og forholde sig til, og hvor hverdagen kan føles hektisk med alt det, den indebærer. Det kan slide på parforhold og forældreskab, og nogle gange kan det påvirke tonen og stemningen i hjemmet og skabe konflikter imellem voksne og børn.

Mange forældre oplever, at de ikke er de forældre, de ønsker at være, og kan opleve børnene som grænsesøgende og på tværs. Jeg vil altid være nysgerrig på, hvad det er barnet prøver at fortælle os voksne med sin adfærd. Hvad er det vi måske ikke har forstået eller måske skal forstå på en anden måde, for at vi kan hjælpe barnet på bedst mulig vis.

Jeg har en bred erfaring ift. at rådgive og vejlede forældre, der oplever at forældrerollen kan være udfordrende i samspillet med børnene. Vi vil sammen blive nysgerrige på, hvordan I med udgangspunkt i jeres egne ressourcer, kan praktisere det gode samspil med hinanden og jeres børn. Jeg vil samtidig tilbyde jer nye perspektiver og handlemuligheder, hvis I ønsker det - alt sammen med det formål at jeres familie kommer til at trives bedre.

Måske oplever I som forældre

  • At blive usikre i forældrerollen
  • At have svært ved at sætte grænser
  • At der er for mange konflikter mellem voksne, mellem voksne og børn eller mellem søskende
  • At det kan være svært at skabe en hverdag med tilstrækkelig ro og forudsigelighed
  • Eller noget helt andet, som I kunne ønske var anderledes i jeres familie

Hjælp til dig, der er vokset op i et hjem med alkohol- eller andre rusmiddelproblematikker

Forskning viser, at familier med rusmiddelproblemer ofte har nogle typiske dynamikker, som kan give børn særlige overlevelsesstrategier. Strategierne har hjulpet dig, mens du var barn, men kan senere opleves at spænde ben for nogle af dine drømme og håb for dit voksenliv.

Når man er præget af en opvækst med rusmiddelproblemer, kan der løbende opstå nye dilemmaer i eget voksenliv. Nogle har forældre, der stadig har et problem med rusmidler, hvilket kan skabe uro. Nogle har brug for hjælp til at finde en passende afstand – eller afgrænse sig helt – for ikke selv at blive overbelastede. Andre oplever, at en forælder efter lang tid uden misbrug får tilbagefald, og her kan du have brug for støtte til at finde dit eget ståsted.

Jeg har bred erfaring med at arbejde med ovenstående problematikker og med at hjælpe jer “voksne børn” til at få øje på de gode grunde til de udfordringer I oplever, samt hvad I kan gøre for, at udfordringerne kommer til at fylde mindre i jeres voksenliv.

Jeg arbejder med individuelt tilrettelagte forløb, der tager udgangspunkt i din specifikke livssituation og dine aktuelle behov. Sammen finder vi ud af, hvad der er vigtigt at fokusere på, for at du kan få det bedre.

Du vil måske opleve at

  • Have svært ved at mærke egne behov, grænser og følelser
  • Have svært ved at stole på andre
  • Have manglende selvværd
  • Være overansvarlig i relationer med andre
  • Have dårlig samvittighed i mange sammenhænge
  • Have svært ved at sige fra i relationer
  • Eller måske oplever du noget helt andet som udfordrer?

Individuel terapi – børn, unge og voksne

De fleste af os oplever perioder i livet med udfordringer – nogle gange i en sådan grad, at det kan være svært selv at se vejen videre. Her kan samtaler hjælpe til at komme nærmere det liv og den forandring du ønsker for dit liv.

Vi vil i samtalerne tage udgangspunkt i de forandringer du drømmer om og vil altid have fokus på det der er vigtigt for dig. udgangspunktet for samtalerne kan nogle gange ændre sig undervejs, hvilket er helt almindeligt i et forløb.


Jeg har bred erfaring med at tale med børn og unge, der oplever, at livet indimellem kan være udfordrende, problematisk og til tider uoverskueligt. Jeg hjælper børn og unge med at få øje på og sætte ord på deres tanker, følelser og adfærd – og dermed deres oplevelse af sig selv – så de betydningsfulde voksne omkring dem bedre kan forstå dem og støtte dem på bedst mulig vis.


I alle former for individuel terapi har jeg fokus på fortællinger og erfaringer og på derigennem at få øje på færdigheder og ressourcer, som kan hjælpe dig videre i retning af det liv, du ønsker.

Måske oplever du

  • En følelse af magtesløshed eller utilstrækkelighed
  • At have det svært i relationer med andre
  • En følelse af ikke at være god nok, som du er
  • At hverdagen føles uoverskuelig
  • En følelse af ængstelighed eller bekymring
  • En følelse af pres eller stress
  • Eller noget helt andet, som du kunne have brug for, at vi taler om

Udtalelser

Pernille er ikke "bare" familieterapeut; hun er et helt fantastisk menneske med nogle gode værdier og et skønt syn på sine medmennesker. Jeg har kendt Pernille i 12 år (af 2 omgange), og jeg har altid følt mig mødt, forstået og ikke dømt. Pernille er det menneske, jeg har følt mig mest tryg ved, når tingene har været svære. Jeg vil til hver en tid og uden at blinke anbefale Pernille til alle, der har det svært.

— Maria, mor til 4

Jeg har haft Pernille som familieterapeut i et længere forløb pga. mit barn, som mistrivedes og bl.a. havde skolevægring. Pernilles hjælp har i vores familie været en af de største grunde til, at vi alle har fået det bedre. Hun har en rolig og forstående tilstedeværelse, som sjældent er set, og man føler sig hørt og anerkendt fra det første møde. Samtidig er Pernille superskarp til at skabe et overblik og en struktur i sine samtaler og komme med mange brugbare, lavpraktiske råd og handleplaner, hvor der tages udgangspunkt i netop mine udfordringer. Pernille er på alle måder en eminent, erfaren og dygtig familieterapeut, som ser ressourcerne og løsninger i hele mennesket og i familien. Jeg kan derfor absolut kun anbefale hende på det allervarmeste!

— Stinne, mor til 2

Priser

Afbud af tid indtil 24 timer før samtalen er uden beregning. Ved udeblivelse eller ved for sent afbud betales sessionens fulde pris

Mit samtalerum

Mit samtalerum ligger i rolige omgivelser, med let adgang og parkering lige udenfor døren.

Samtalerne foregår selvfølgelig i fuld diskretion og fortrolighed.

Terapirummet

Kontakt

Jeg ser frem til at høre fra dig. Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale om, hvordan jeg kan hjælpe dig eller din familie. Udfyld gerne kontaktformularen, så vil jeg vende tilbage til dig indenfor 24 timer.

Telefon: 22 44 41 40

E-mail: kontakt@pernilletopbjerg.dk

Adresse: Ravnsøvej 27, 8680 Ry